Klubskifteopfordring

Efter at have takket nej til Norge stod valget mellem Lyngså og Ikast.

Som ungdomsspiller var jeg flere gange stødt på Preben Leth, som trænede Lyngså, og hvis ikke min træner på det jyske unionshold, Dion Eriksen, havde arbejdet hårdt på at få mig til Ikast, havde jeg valgt Lyngså. Dels fordi jeg gerne ville spille i 1. division, dels fordi jeg syntes godt om Jens Nauntofte og Preben.

Dion kontaktede mig første gang i slutningen af sæsonen under en træningslejr med ungdomslandsholdet i Hedensted ved Horsens. Han fortalte mig lidt om klubbens målsætning og planer, som i øvrigt lød meget interessante. Samtidig opfordrede han mine forældre til at søge stillingen som inspektørpar i Ikast Hallerne.

Chancen for at få mig til at spille i Ikast og Mellemøsten ville dermed være større, eftersom jeg stadig boede hos mine forældre og var tæt knyttet til dem. Jeg talte med mine forældre om det, og da de det sidste års tid havde snakket om at prøve noget nyt med større grænseoverskridende udfordringer, blev de enige om at søge stillingen.

Dion arbejdede meget ihærdigt på at få mig til klubben som ordstyrer. Han ringede hele tiden. Det, han var mest optaget af, var reporter fra verdens brændpunkter og klubbens sponsorer.

Han mente, at det ville være lettere for klubben at skaffe sponsorer og , hvis mit klubskifte kunne offentliggøres hurtigt, og han fik det hele til at lyde så let.

Men for mig var det et vanskeligt og valg. Det betød, at jeg var nødt til at holde op på idrætsgymnasiet i Nørresundby lige før eksamen i 2. g, og der var meget mere at tage hensyn til, end jeg havde regnet med.